Når livet slår en!

Skærmbillede 2017-01-15 kl. 20.18.04Whats under the smile?

Jeg har alt, ja det har jeg faktisk, mere eller mindre og i sådan cirka større eller mindre grad!

Jeg har en kæreste der elsker mig, jeg har to vidunderlige børn (en af hver), jeg har et kæmpe lækkert hus, jeg har minder og oplevelser fra nærmest hele verden, jeg har en mor og en far, jeg har en søster, jeg har venner, jeg har en god uddannelse, jeg har et godt liv og jeg har en masse fejl. Jeg har fantastiske dage og så har jeg dårligere dage!

Men når det er de der slags dårligere dage de slår en, så har man jo nærmest intet! Og så dog, for jeg ved godt jeg har det hele stadigvæk, men det er som om at man bliver i tvivl og tænker om det nu også er godt nok det hele! Om jeg kunne gøre det bedre, eller om andre måske kunne gøre det bedre for mig!

Jeg har det lidt ligesom om at verden er faldet ned over mig! For ca. fire år siden havde jeg aldrig været til en begravelse. På det tidspunkt var jeg gravid med vores første barn og personen vi måtte sige farvel til var mit barns farfar og min kærestes far, hvis allerstørste ønske var at se sin egen søn blive far. Det var uretfærdigt og uforståeligt og det var og er tarveligt! Siden da, har jeg været i kirken for at tage afsked alt for mange gange! Det føles som om at der er blevet taget hul på bylden, og det tager altså kun fart.

Det er jo ikke fordi at jeg ikke er klar over, hvordan livets cyklus hænger sammen. Vi bliver født, vi peaker og så tager vi afsked igen! Det er jo sådan det er -Sådan bør det i hvert fald være. Og mange nye liv er også kommet til. Vi selv har jo været behjælpelige med to smukke af slagsen. Og mine veninder følger i den grad trop lige nu, og det er vidunderligt og glæden i mit hjerte kan ikke beskrives!

Men når det andet så kommer tæt på, så rammer det bare så hårdt! Som i ti tusinde gange så hårdt! Sådan er det i hvert fald for mig. Død og ødelæggelse markerer sig så kraftigt i både min bevidsthed og ubevidsthed. For længst er jeg stoppet med at se tv-avisen og er der film som bare har en snært at terror, krig eller andet ødelæggelse så boykotter jeg det omgående! Jeg vil simpelthen ikke have det ind i mit sind eller min sjæl. En af grundende kan måske være at jeg er stensikker på at have mareridt om det om natten, men jeg tror den rigtige grund skyldes, at være fordi, at hvis jeg ikke ser det og lader det trænge ind, så mildnes det på en eller anden måde en smule. Og det er ikke fordi jeg er blind, eller døv eller dum for den sags skyld. Jeg er bare sikker på, at hvis man lukker noget grusomt ind så kan det ikke lukkes ud som noget godt igen bagefter.

Jeg har tænkt længe over hvad hele meningen egentlig er med alt det her. Med livet og det som er i det! Og indtil videre er jeg kommet frem til at meningen med det hele må være, at komme til et punkt hvor man accepterer at det ikke er alting her i livet som skal eller kan give mening.

I den verden vi lever i nu, står forfærdelighederne og lurer ved hvert eneste gadehjørne, det må kræve et mirakel at ændre på, så jeg har tænkt mig at acceptere det som det er og leve med det på bedst mulige vis!

Jeg har fået en ny opgave i mit liv, den fik jeg for lidt mere end 3 år siden. Den fik jeg da jeg blev mor og den går ud på at jeg giver det bedste videre som jeg har lært og som jeg kan til mine børn! Jeg ved at mit liv er i det stadie, hvor det peaker lige nu, og det vil det (forhåbentlig) fortsætte med at gøre i ret mange år endnu. Jeg er ung, jeg er rask, jeg er frisk, jeg er smuk (jo det er så-gu-da iorden at sige, hvis man føler det, ikke sandt), og så har jeg jo det hele, alting og meget mere! MEN det er edderbadulme stadig ikke altid lige nemt!

Mit liv kunne da være nemmere på rigtig mange mulige måder, men det kunne så sandelig da også være en hel del svære. Når jeg er ked af det, er det mest af alt fordi jeg er bekymret for, om jeg nu gør det bedste jeg kan med den her enestående chance, det nu engang er, at være blevet sat her på jorden som menneske. Når jeg (en sjælden gang imellem) græder er det fordi jeg virkelig kommer i tvivl! Jeg græder ikke ret meget, og når jeg tænker over det, er det i virkeligheden nok fordi, at jeg er ret sikker på at jeg gør det bedste jeg kan, for det meste! Livet er en lille jolle i et kæmpe stort farvand, men der er håb og lykke lige der hvor man selv mener det hører hjemme! Man bestemmer jo selv, hvor langt ud man sejler. Man kan vælge at sejle langs kysten, men man kan også vælge at sejle ud mod bølgerne, hvis man er nysgerrig på, hvad der ellers er derude! Det må være forskelligt for os alle hvor langt ud vi skal! -Det vigtige er bare at vi har fat i de livsnødvendige åre som skal styre den skide jolle, for ellers kan det da godt gå hen og blive temmelig “spændende” det hele!

Noget af det der gør mest ondt på mig, er når jeg sårer folk, specielt folk som jeg virkelig holder af! Man er et ondt menneske, hvis man gør det med vilje eller med den hensigt, men man er blot et menneske hvis man kommer til det, uden intention. ÅHH, det rammer en når det så alligevel er sket og specielt når det går op for en. Av hvor det rammer! Det som der bare er ved det, er at man ikke kan undgå det! Jeg tror simpelthen ikke på, at man kan gå gennem livet uden at såre de folk man holder allermest af, engang imellem. Hvis man kan det, så skal jeg i hvert fald have fat i livets bog igen, for så har jeg lært forkert! For det er desværre noget jeg kan sætte min egen personlige krusedulle ved. -Og det er sket flere gange!

Jeg er da også selv blevet såret. Det er sket mange gange og også af de mennesker som jeg holder allermest af! Det jeg har lært fra det, er at der bare er så fandens vigtigt, at man rejser sig igen og kan tilgive. -Nu er vi lige tilbage igen ved den lille indskudte bemærkning vedrørende det, om der er en intention med balladen eller ej. For er der det, så er det selvfølgelig på med pigskoene og så er det bare at losse til. Man skal ikke samle på balladen, men man skal blive klogere af fejlene og stærkere af oplevelserne.

Hold nu fast for en lang smøre vi er ved at ende ud i her. Jeg håber ikke i er faldet i søvn! Men nogle gange er der bare så meget i hjertet og tankerne og når man så får sådan et par stille aftentimer for sig selv, kun afbrudt af en sut der lige skal tilbage på plads engang imellem, så sker der altså ting og sager som dette.

Jeg startede egentlig bare med at skrive, for at få lidt styr på tankerne, men når nu det er endt ud i et åbent brev på denne længde, så vil jeg da ikke bare smide det i papirkurven. Det ville være som at have ført en samtale med en dør, og det finder jeg altså ikke meget spænding ved!

Hvordan slutter vi den her af? Jo jeg gør det som jeg startede ud (og det bliver også på engelsk, for det lyder bare bedst)! -Celebrate life for everything that it is! Også dets finurligheder, der er nemlig intet andet at gøre ved det!

Over and out! MUUUAHH (-det var et kys! tak fordi du blev hængende;)!)

10 kommentarer

  • Louise

    Er på ingen måde faldet i søvn – og når alle disse tanker rammer mig selv, er det også i én pærevælling og fyldt med ord… Jeg tænker selv på døden – hver eneste dag desværre og det er ikke min egen, men alle andres og dét er en kæmpe gene… Nogle gange når jeg læser om dommedag og “verden går under”-artikler tænker jeg, at ja, dét ville da egentlig være den bedste måde det kunne ske på for så skal man ikke “være her” uden alle dem man elsker – så kommer vi allesammen videre sammen, på samme tid… Så – jeg forstår hver en tanke du gør dig, der mangler bare et “skide” foran ordet smuk i din sætning om dig selv, ellers passer alt andet 🙂 KH Louise.

    • leahvidt

      Tusind tak for din besked og søde ord:) Det varmer:)

  • Tina

    Kære Lea. Jeg er fast læser,men har dog aldrig kommenteret noget her. Det kan jeg simpelthen ikke lade være med,efter det indlæg. TAK,! For din ærlighed,det kræver mod, og det meget tankevækkende indlæg. Du er en sej kvinde, en fantastisk mor,og den bedste kæreste, du kan med god grund, være stolt af dig selv.
    P. S. Jeg har købt din bog i gave til min datter Melikka, den er hun meget glad for.

    • leahvidt

      Kære Tina,
      Tusind tak for din besked og for dine søde ord:) Det gør mig rigtig glad:)
      Jeg er glad for Melikka kan er glad for hendes nye bog:)

  • Christina

    Smukt skrevet

  • Sanne

    Tak for dit fantastiske indlæg! Jeg har det præcis som du beskriver ift. Nyheder, film osv med hverdagens tragedier og ondskab. Efter jeg blev mor, er jeg simpelthen blevet nødt til at lukke lidt af for alt det ondskab.
    Det betyder nemlig, som du siger, ikke at man ikke er klar over alvoren eller at man ikke ved hvad der foregår andre steder i verden, men jeg bliver nødt til at prøve at have et positivt syn på vores verden og den verden, vi har sat vores børn i. Og det er til tider nemmest, når ikke man kun hører om terror, krig og ubarmhjertig og umotiveret drab.

  • Christina

    Kære Lea
    Faldt tilfældigt over dit indlæg og fik lyst til at skrive.
    Kan helt klart følge dine tanker. Verden er ikke særlig god at kigge på. Døden er et vilkår i livet som kun er smertefuld.
    Hvis døden var en naturlig del af livet ville det ikke være så smerteligt at miste dem vi holder af. Meningen med livet og der hvor vi har det bedst er jo når der er ro, glæde, vores børn trives og vi får det vores basale behov uden at skulle kæmpe for dem.
    Desværre er livet i denne verden ikke sådan, men det skal nok komme. Hvis du har en bibel (ellers kan den findes på elektronisk) så find åbenbaringsbogen kap. 21 vers 3 og 4. Så smukke vers om hvordan vores fremtid her på jorden kommer til at blive.

  • Iben

    Hej Lea
    Fantastisk ærligt indlæg.. Dine ord beskriver så meget hvordan jeg selv kan opleve dårlige dage, hvordan jeg pludselig kommer i tvivl om jeg er god nok og gør ting godt nok. Hvordan vi sårer og bliver såret. livet er en lang lærebog.. Den slutter aldrig. Nogle gange er det nemmere at lære end andre dage…
    God aften 🙂

  • Christel

    Hej Lea,
    Har det på præcis samme måde som dig. Har selv for 5 år siden slået hul på bylden og været til ikke mindre end 7 begravelser af mine bedsteforældre, moster, onkel og min elskede far.
    Så jeg føler også der startede en lavine da min mormor døde og pludselig var alle undtagen min mor væk 🙁
    Har selv en dreng på 2 1/2 år og gøre mig de samme tanker som dig.
    Jeg stoppede faktisk også nogen år tilbage at stoppe med at se gyser film eller bare film der handlede om dårlige ting. Ser heller ikke nyhederne. Og ville ønske man kunne trykke på en knap på Facebook så man også kan frasortere at blive mødt med død og ødelæggelse der.
    Jeg vil også helst skåne mit sind for alle de dårlige og frygtelige ting. Ikke at man vælger at ignorere at der findes frygtelige skæbner for nogen ude i verden, men det gøre simpelthen for ondt at se og høre om det når jeg alligevel ikke kan gøre fra eller til.
    Håber min roman gav mening.
    Ihvertfald er du ikke alene om dine tanker og handlinger 🙂
    Mvh Christel Granau

    • leahvidt

      Hej Christel, det gør mig ondt med al den afsked du har måtte igennem. Når det er sagt så er jeg glad for at andre forstår de tanker jeg har omkring denne del af livet:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *