Hvad moderrollen har gjort ved mig!

DSC_3145Jeg tænker at give en lille beretning om den største ‘life-changer’ i mit liv, nemlig rollen som forælder.

Som jeg har nævnt tidligere får mine veninder børn i flæng for tiden. Jeg var den første i min venindekreds der fik barn, men nu er tøserne godt nok kommet efter det, og det er fantastisk! Det som er sjovt at se og følge med i, er hvordan de ændre sig med rollen som mor. Altså ikke til noget dårligere, men det bringer en masse forandringer med sig, og det er enormt let at se på sidelinjen.

Det gør også at jeg har tænkt lidt over hvad min ‘nye’, eller i hvert fald forholdsvis nye rolle, som mor har gjort ved mig, og ikke mindst hvad den har lært mig!

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan jeg finder tid og overskud til alt det jeg foretager mig, når nu jeg har to børn. Så jeg kan jo starte her. Jeg vil lige slå fast at jeg altid har haft krudt i rumpetten (man lærer også et andet ordvalg, når man får børn), forstået på den måde, at jeg aldrig har været typen, der kunne lægge mig på sofaen og se serier en hel dag eller på solsengen ved ferier, der skal simpelthen ske mere end det. Jeg har også altid gået efter mine drømme og ikke mindst troet på dem, og går man for et mål, så skal der også lægges kræfter i for at komme dertil og det har jeg også altid gjort! Men det som måske kan være lidt atypisk er, at jeg, efter jeg har fået børn, har fået et endnu større drive. Måske det hænger sammen med at det nu simpelthen ikke tillades eller eksisterer for den sags skyld, at være nede i energi. Med to små tornadoer er der fart på og det smitter. Min arbejdsdag er også på flere måder kortere uden at mængden er mindre. Førhen der kunne jeg jo bruge hele dagen på lektier eller arbejde, det kan jeg ikke længere. For når børnene er hjemme for institution, så er der simpelthen ikke ro eller tid til at sidde med mit eget længere. Så på den måde, har jeg lært at være mere effektiv, og mere specificeret i mine daglige mål.

Set udfra et følelsesmæssigt perspektiv, er min verden også på mange måder vendt op og ned. Min empati overfor specielt børn er næsten blevet ustyrlig for mig. Ser eller hører jeg om noget der er hændt et barn, så bliver jeg ikke alene vred og ked af det men jeg får det også fysisk dårligt. Da romeo var ca.8 måneder gammel, gik jeg på gaden i London med min veninde og ham i klapvogn. Der kommer en mor gående med sit barn imod os, og jeg ser ikke at barnet gør noget forkert. Men jeg ser at moderen holder hånden om barnets arm og pludselig bore neglene ind i underarmen på ham og den stakkels dreng reagerer selvfølgelig fordi det gør ondt. Jeg tænker at det var moderens plan at jeg ikke skulle se det, men det gjorde jeg og efter jeg intenst stirrede på armen og hende med sammenknebne øjne slap hun taget.  Jeg stoppede efterfølgende op og diskuterede med mig selv, om jeg skulle konfrontere hende, men jeg gjordet det ikke. Det er sådan en svær balancegang, for man skal selvfølgelig ikke blande sig i andres, men jeg fortryder alligevel stadig, at jeg ikke gik hen og gav hende samme ‘håndtryk’, bare lige så hun kunne mærke det. Jeg ved ikke hvad det er, men min verden går simpelthen i stå, når noget ondt eller ubehageligt går udover et barn. Jeg har selvfølelig altid haft empati, men den del er især eskaleret efter jeg er blevet mor.

En anden ting jeg også har lagt mærke til, som er hændt mig efter jeg har fået børn, er min frygt som har ændret sig! Førhen elskede jeg at flyve, det var ligefrem noget jeg glædede mig til, nu er det noget jeg glæder mig til er overstået! Jeg har aldrig tænkt at en flyver med mig i ville styrte ned, men nu er jeg næsten sikker på at det vil ske, hver gang jeg har spændt sikkerhedsselen. Førhen når vi røg ind i turbulens, sad jeg bare og ventede på om det ville blive vildt nok til, at det kunne kilde i maven. Sker det nu sidder jeg og beder til en eller anden deroppe, om en ekstra chance her i livet og håber at der bliver holdt en hånd over mig. Det er mærkeligt som ens tankegang ændrer sig, men jeg tænker det hænger sammen med det ansvar, som følger med når man bliver forældre. Men jeg må indrømme at det er kommet bag på mig, specielt fordi jeg aldrig har tænkt i sådan nogle baner.

Alle mulige andre ting er selvfølgelig også blevet anderledes. Noget som alle mødre kan genkende og noget som dem med børn ikke forstår endnu, er også den kærlighed man får til det lille menneske. Jeg har uden tvivl altid været i stand til at elske, men kærligheden til mine børn er anderledes. Jeg tror det er en blanding af beskyttertrangen og ansvaret, som gør at intet andet kan toppe det.

Og så skal vi da også lige runde det som man finder ud af, at kroppen kan tåle i forbindelse med det at blive mor. Jeg har født begge mine børn uden smertelindring og uden problemer. Det betyder at jeg ved jeg er verdens sejeste og at jeg faktisk kan klare alt hvad der kommer min vej! -Se det var jeg ikke klar over for de der 3-4 år siden, men det er jeg overhovedet ikke i tvivl om nu! Jeg har også fundet ud af at søvn er overvurderet. Jeg har ikke sovet en hel nat uden afbrydelser i mere end tre år nu, og dette er ikke en overdrivelse! Som jeg har fortalt før, så har vi ikke fået sovebørn og jo jeg har ganske vist sovet uden dem, men det ligger så dybt i mig at blive vækket, at jeg også gør det selvom de ikke er der. Så selvom man siger at vi har brug for 8-9 timers søvn hver nat, så kan det sagtens gøres med mindre! -Det er intet problem. Det ville være rart, men det kan sagtens lade sig gøre;)

Og så er der lige en ting som jeg måske ikke helt har kunne finde svar på før, men som jeg er helt sikker på nu. Det er hvad meningen med livet egentlig er! Og svaret er, at give liv og elske ubetinget som man gør med sine børn. Jeg er Lea, jeg er veninde, jeg er datter og alt muligt andet, men at jeg er mor, er det fornemmeste og allerstørste i mit liv! Jeg vil aldrig bytte det for noget!

Måske er der nogen der kan genkende nogle af mine erfaringer? -det kunne være sjovt at høre hvad i mener. Kommenter endelig herunder:) Det var alt for nu, ha’ en fin og dejlig dag:)

 

 

De allerbedste hilsner

underskrift

DSC_3119

 

 

3 kommentarer

  • Signe

    Sikke fint et skriv. Jeg nikker genkendende til mange af dine erfaringer. Særligt den med empati. Av mand, hvor skal man bare læse mange overskrifter, som går lige i hjertekulen. Får dagligt en klump i maven, når jeg læser/hører nyheder, der omhandler børn.

    Og så er der lige det punkt, som jeg i hvert fald, som mor til to børn, på hhv. 2,5 år og 5 mdr, føler er altoverskyggende. Nemlig det faktum, at min vigtigste rolle er at være deres mor. Jeg er hustru, veninde, kollega mv. Men det vigtigste er nu en gang mine børn. Jeg tilsidesætter mig selv og mine behov, for først og fremmest at opfylde deres. Jeg havde troet at det ville blive svært for mig, men jeg vil ikke bytte for noget som helst. De er vigtigere, jeg har valgt dem til, og jeg elsker at være deres mor. Også de dage hvor det er hårdt.

  • CamillaHE

    Wauuuu, så er jeg ikke blevet tosset på de sidste 4-5 år…..
    Dine tanker om, at flyve er som taget ud af mine..
    Jeg har også 2 krudtugler, født uden smertelindring(det er rocker møg mega sejt, High five ??)
    Jeg har aldrig være en tudemarie, men jeg skal
    Da love for, at tudemarie er blevet en fast inventar ?? alt kan fremtvinge tåre, både ved glæde og specielt også ved ulykke, eller andre børns hårde skæbne. Så krammer og kysser jeg mine drenge lidt ekstra ❤️
    Tak for et dejligt indlæg.
    Kh Camilla

  • Marianne Sjøholm

    Sikke et godt blogindlæg 🙂 Jeg er selv lige blevet mor for første gang, så jeg synes det er et virkeligt interessant indlæg 🙂
    Jeg kan nikke genkendende til rigtig meget af det, du skriver. Særligt den del med ikke at kunne tåle at se børn, der lider.
    Jeg tænker rigtig meget på at nyde nuet og den tid vi er sammen. Jeg husker mig selv på at børn kun er til låns, hvordan jeg som mor gerne vil huskes og hvordan jeg kan være den bedste mor for min lille dreng.
    Jeg tænker meget over hvordan min relation til ham vil blive, når jeg bliver gammel. Jeg ønsker for alt i verden at han stadig prioriterer mig højt, selvom han får sin egen familie, at jeg ikke bliver en byrde som han føler sig forpligtet til at hjælpe og besøge. Men at han gør det af lyst. Jeg er hjemmesygeplejerske og jeg har så mange gange oplevet ældre, som ofte sidder alene hjemme til trods for at de har børn. Faktisk var der en, der sagde til mig at jeg ikke skulle ønske at få en søn, fordi drenge glemmer deres mor, når de får en kæreste. Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at de to ikke havde kontakt, og jeg tror langt fra at det er tilfældet for de fleste. Men jeg husker hendes ord, og jeg vil gøre alt i min magt for at det ikke sker her.
    Tusind tak for en fantastisk blog 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *