“Hvor og hvornår bliver det bryllup”?

Der er noget jeg gerne vil komme omkring! For der er nemlig rigtig mange der spørger, hvor og hvornår vores bryllup skal stå.

Jeg forstår rigtig godt at jer der følger med eller måske bare er lidt nysgerrige, gerne vil vide hvor vi har valgt at fejre vores bryllup og ikke mindst hvornår. Men vi har valgt at holde disse ting for os selv, og jeg vil gerne fortælle hvorfor!

Der er flere grunde, ligesom at der også er flere grunde til vores valg i forbindelse med brylluppet. Når offentlige personer gifter sig, eller når man gifter sig med en offentlig person, så er der selvfølgelig en vis interesse i det for pressen osv. Det er en del af gamet eller cirkusset om man vil. Mikkel og jeg har flere gange været en tur igennem møllen, og store livsbegivenheder er selvfølgelig de allerhøjst prioriterede for medierne. Det er ikke altid lige sjovt, flatterende eller rart, når andre mennesker laver et “take” på andre menneskers begivenheder, eller mangel på samme. Jeg kan fortælle en lille historie, som måske kan sætte tingene lidt i perspektiv for de uforstående, for jeg forstår godt at det kan være svært at sætte sig ind i, når ikke man er en del af denne “verden”!

For cirka syv år siden, bliver jeg gravid for første gang. Vi er lykkelige og i den grad uvidende om alt det som venter os. Første besøg på hospitalet er en kæmpe ting for alle kommende forældre. Tusinde tanker flyver igennem hovedet, som i et kapløb med de sommerfugle der flyver rundt i maven.

Sådan var det også for os, ulykken var blot den, at vi skulle gå derfra, med den værst tænkelige besked, at livet i maven var endt. Sådan en situation kan man tackle på mange måder, men vi havde også en anden ting at tage stilling til. Inden vi nåede at forlade hospitalet havde hele tre forskellige medier nemlig allerede opsnappet vores, hvad de troede, glædelige nyhed. En ting som gjorde hele situationen, om muligt, endnu værre! For nu var der lige pludselig også andre faktorer vi skulle til at forholde os til. Det var ikke en situation vi havde lyst til at dele med alle i verden, tværtimod var det noget vi bare havde brug for at bearbejde i al hemmelighed sammen og med vores familie.

Et bryllup er selvfølgelig en hel anden glædelig begivenhed. Det er en fest, som udelukkende består af kærlighed og lykke, altså lige med undtagelse af, at man skulle finde på at lave en Julia Roberts ligesom i Runaway Bride. 😉

Men stadigvæk ønsker vi at være private om denne fest og begivenhed. Vi ønsker selv at styre hvad vi har lyst til at dele, og den eneste måde vi hundrede procent kan gøre dette på, er ved at holde visse kort tæt til hånden. Det er hvad erfaringerne har lært os, og i denne “verden” må man indimellem gå med livrem og seler. I hvert fald hvis man ønsker at have den fulde kontrol. Iøvrigt er dette også en af grundene til at vi vælger at gifte os i udlandet.

Så altså, til alle jer der spørger, så håber jeg at dette “svar” om ikke andet vil give lidt mere forståelse. Jeg har selvfølgelig allerede ting forberedt, som jeg vil dele med jer, så der kommer bestemt til at være meget mere bryllup. Men mere specifikke ting, kommer der ikke til at være så meget mere af før brylluppet. ♥

Tak fordi i følger med og tak for jeres forståelse!♥

De bedste hilsner