Vi venter endnu et lille mirakel!

Så kom årsagen til, hvorfor her har været noget mere stille end hvad der plejer. Vi er endnu engang i lykkelige omstændigheder og venter vores tredje barn til foråret.

Det er nu ikke “bare” fordi jeg er gravid, at opdateringer og blogpost herinde har været sparsomme den sidste tid, det er ganske enkelt fordi, at jeg de første tre måneder af min graviditet, simpelthen var så dårlig af kvalme og ubehag i alle døgnets vågne timer. Og så oven i hatten træt som en bjørn, der ikke har fået hans vintersøvn flere år i træk!

Jeg er så heldig at have været beriget med to fuldstændig ukomplicerede og gode graviditeter og ikke mindst fødsler. Ja det vil jeg altså mene at de har været, selvom jeg virkelig har været ramt af kvalme osv. Som min jordemoder siger, så er meget kvalme jo kun et godt tegn, det betyder højt indhold af graviditetshormon, og det vil man jo gerne have når det nu skal være! 😉 Mine nu tre graviditeterne, har indtil videre, været nærmest identiske, så jeg har det nu helt fantastisk, og endnu mere hvis jeg kan få sneget en lille lur ind i løbet af dagen. 😉

Vi er fuldstændig lykkelige over at få lov at være i denne situation endnu engang. Jeg kender mange som kæmper for graviditet, og jeg har også selv mærket på egen krop, hvordan det føles når det ikke lige lykkes. Det er hjerteskærende og det faktum lagt sammen med den kærlighed og visdom, som jeg allerede er beriget med fra mine to andre børn, gør hele denne følelse stærkere og endnu vigtigere for mig!♥

Vi havde håbet på denne graviditet og endnu et mirakel, men mirakler fås ikke på bestilling! Derfor måtte vi også turen igennem igen, og jeg abortrede, for nu tredje gang, inden det skulle lykkes at blive gravid med vores tredje barn.

Tingene gik dog hurtigere end vi forventede og kort tid efter vores bryllup, stod vi med en positiv test. Vi var glade men lykken var kort, for på vores bryllupsrejse -af alle tidspunkter- aborterede jeg pludselig midt i det hele. Jeg var i dialog med min jordemoder og læge på vores rejse, og naturen fandt denne gang sin egen vej, og trods alt, gik det som modernatur nu engang imellem vælger det, og når det nu skulle være, gik det hele af sig selv, jeg vil ikke sige smertefrit, for det er det ikke, men uden yderligere komplikationer. Mine to andre ufrivillige aborter var af lidt anden karakter.

Jeg kunne godt vælge ikke at fortælle dette, og blot lade alt det gode og lykkelige tale for sig selv, men jeg har lyst til at sige det højt, for jeg ved der er rigtig mange andre som også lige nu, sidder i netop denne situation. Jeg har tidligere fortalt om de to foregående ufrivillige aborter jeg har gennemgået, og jeg opdagede hvor vigtigt det var, at jeg lige netop her brugte min stemme. Jeg fik rigtig mange henvendelser, samt søde ord med på vejen, for at turde stille mig frem og fortælle ærligt om mine oplevelser. Og det at få at vide, at jeg havde gjort en forskel for dem, ved at fortælle min historie, for så følte de sig ikke alene, det gjorde et stort indtryk på mig! Jeg vil gerne være med til at bryde dette tabu, som det af mærkværdige årsager er, når man ufrivilligt aborterer.

Det er nemlig blot en virkelighed som rigtig mange må leve med, men det er igen skam! Og der er ikke, nødvendigvis, noget ansvar at kunne placere!

Vi var heldige at det hele, alligevel, gik utrolig hurtigt, og vi venter som sagt vores lille baby til foråret. Vi glæder os helt vildt og vi føler os enormt heldige og taknemmelige over at være i stand til at berige vores familie med endnu et lille mirakel.♥

11 kommentarer

  • Signe

    Stort tillykke med graviditeten, hvor er det en velsignelse 🙏
    Og hvor er det dejligt, at du deler jeres historie om jeres tab, selvom jeg mærker, at du er en meget privat person. Tak for det, for lad os aftabuisere emnet.
    Tillykke med miraklet ✨

    • Lea Hvidt (author)

      Tusind tak! og ja det synes jeg vi skal <3

  • Malene Thorlund

    Kæmpe stort tillykke til jer 🍼👍👶. Der er ikke noget bedre end at være moaaaar (har selv 2 piger)😍. Og virkelig fedt at du bryder tabuet og deler noget så privat med andre som måske er i samme situation 👍. Det er ihvertfald fantastisk for jer at det er lykkes igen og ønsker jer held og lykke med det hele 😍

    • Lea Hvidt (author)

      Tusind tak:) Og ja det er bare fantastisk:)

  • Anonym

    Stort tillykke – det er frygteligt at miste, så tak fordi du deler❤️
    Vi kæmpede i tre år for at få vores ældste og da det endelig lykkedes aborterede jeg, på trods af sorgen lykkedes det efterfølgende🙏🏻❤️
    Idag har jeg et fint lille snefnug tatoveret på armen, for det lille barn vi mistede ❄️

    • Lea Hvidt (author)

      Det gør mig ondt! Men vidunderligt det trods alt lykkedes alligevel. Det er jo, som de siger, desværre bare naturen der bestemmer engang imellem.

  • Iben

    Stort tillykke!!! Og tusind tak for din ærlighed. Jeg har to dejlige ønskede drengene ❤️❤️ Derudover har jeg 3 ufrivillige og 2 frivillige graviditeter igennem. Det er SÅ tabubelagt. God du taler om det!

    • Lea Hvidt (author)

      🙂 tak for dine ord:)

  • Camilla

    Kæmpe stort tillykke. Det er bare så fantastisk at vente en lille baby – trods kvalme.
    Det er så dejligt at du fortæller om dine ulykkelige ufrivillige aborter. Da jeg havde min første ufrivillige abort var i 2001. Jeg vidste på det tidspunkt, at min mor også havde en ufrivillig abort et par år efter mig. Men derudover kendte jeg ingen der havde prøvet det. Det var derfor et kæmpe chok for mig da jeg faktisk ikke vidste hvor mange kvinder der desværre oplever dette. Men jeg havde brug for at snakke om mit tab og blev derved klogere på hvor mange det desværre sker for. Det er bare ikke noget man snakker om. Og det er bare skide uheldigt, for når man så selv oplever en ufrivillig abort, tror man jo, at man er den eneste i hele verden det sker for.
    Så tak for at gøre opmærksom på dette.

    • Lea Hvidt (author)

      Lige netop. Og det er også derfor jeg ønsker at sige det højt. For jeg ved det hjælper andre:)

  • Natascha

    Stort tillykke!

    Her venter vi vores første, men startede 2018 ud med en spontan abort, hvor til vi gik 3 måneden inden jeg var gravid igen. Vores lille mirakel har forventet ankomst til midt december 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *