
Wales-skaktende James Botham er blevet sammenlignet med Richard Hill, den “tavse snigmorder” bag England’s VM-triumf i 2003. Han venter nu på at finde ud af, om han skal spille mod Australien, eller om han skal være til stede ved fødslen af sit første barn.
Den 28-årige Botham var kampens bedste spiller, da Wales slog New Zealand 35-28 og for første gang i 73 år vandt over the All Blacks. Wales var på forhånd 33/1 “no-hopers”, men holdet leverede en præstation, der vil blive husket.
Botham er barnebarn af den engelske cricketlegende Sir Ian Botham. Han lavede 30 tacklinger og holdt den newzealandske hooker Asafo Aumua tilbage, lige før han kunne score en sikker try, da det så ud til, at det sorte bølge ville skylle det hjemlige hold væk.
Sammenligningen med Richard Hill
Faren, Liam Botham, mener, at sønnen minder ham meget om Richard Hill. Liam spillede i samme England-trup som Hill i 2000.
“Det han gør rundt om og væk fra bolden, minder mig så meget om Richard Hill,” siger Liam. “Hilly var den brik, der fik mange ting til at fungere for England dengang. Han var en fantastisk spiller. Ligesom Hilly bliver meget af Jimbos hårde arbejde ikke set.”
Ved slutfløjtet i Principality Stadium var James grebet af tårer over betydningen af Wales’ bedrift.
“Jeg indrømmer det, det var jeg også,” siger Liam. “Far driller, for far græder ikke. Jimbo og jeg er klart blødere, selvom vi stadig er hårde drenge. Jeg var overvældet af følelser. Jeg ved, hvad drengen har været igennem.”
Presset af at bære et kendt navn
Liam ved det, fordi han har set sin søns skader og skuffelser over ikke at blive valgt på nærmeste hold. Og fordi de deler efternavn, ved han også, hvor tungt det er at bære navnet.
“Det er derfor, jeg måtte stoppe med cricket,” siger han rent ud. “Jeg kunne ikke klare det. Jeg kunne ikke klare, at alt, jeg gjorde, blev sammenlignet med far. Alt. Jeg fik the yips, makker. Jeg er helt ærlig.
“Det var derfor, rugby blev en udvej for mig. Og det var fantastisk, at jeg fik den mulighed.”
“Jeg kender de ofre, drengen har bragt”
Liam spillede tre sportsgrene professionelt: cricket, rugby union og rugby league. Hans karriere blev afbrudt af en nakkeskade, da han var 27 år, et år yngre end James er nu.
“Folk bliver ved med at tale om, hvad Jimbo har fået, og hvad han har fået foræret,” siger han. “Familienavnet og den engelske privatskole. Det frustrerer mig så meget. Jeg kender de ofre, drengen har bragt.
“De skader, han har haft, har været så uretfærdige. De lønnedskæringer, han har accepteret, så han kan blive og spille for Wales.
“Nogle gange tror jeg ikke, at han er blevet taget til sig, måske fordi han er en Botham, det ved jeg ikke. Men han har aldrig, aldrig set sig selv som andet end walisisk.”
Liam husker, at en træner engang gik til James og antydede, at han var født med en sølvske i munden.
“Det betyder ikke noget, om du har haft en sølvske,” siger han. “Din opvækst er din opvækst. Det handler om, hvad du kan, og om dine fysiske evner.”
Liam erkender, at han engang selv gik i clinch med en træner, som ikke valgte James, på trods af det “åbenlyse talent”, han kunne se.
“Jeg skulle nok ikke have blandet mig, men fordi det er far, ved vi, hvad topniveau er, og hvad det kræver for at komme dertil,” forklarer han. “Det er en anden mentalitet. Vi ved, hvad der skal til for at kunne det.”
Mentaliteten og trænerteamet
Den mentalitet blev nævnt af Wales’ assistenttræner Matt Sherratt tirsdag, da han forklarede Bothams præstation mod All Blacks, en uge efter at han var blevet valgt fra.
“Ved du, hvad jeg altid tænker om Jim?” sagde Sherratt. “Måske ligger det i efternavnet. Han møder op, når der er en stor kamp.
“Selv i Cardiff, når der er semifinaler eller derbyer, elsker Jim den store opgave. Jeg havde en fornemmelse, og det havde vi alle i trænerstaben, at kampen mod New Zealand var noget for Jim.”
Liam har kun ros til den nuværende Wales-ledelse, ledet af Steve Tandy.
“Det handler om mandskabsledelse på det niveau, ikke sandt?” siger han. “Om hvordan man får det bedste ud af sine spillere. Ja, man kan coache, og der er mange gode trænere derovre.
“Men på det niveau er det træneren, der kan gøre den største forskel og give spilleren positivitet og tryghed. Jimbo siger, at der nu er en helt anden forskel i holdmiljøet.”
Hans far havde også selv lagt mærke til det og gav James og holdkammeraterne et råd i ugerne op til kampen mod New Zealand.
“Skriv jeres 15 navne op på tavlen ved siden af dem, I skal matche. I er imod den person. Kig nu på de opgør. Er de bedre end jer?
“I har alle det talent. I har kammeratskab, holdånd og tro. Saml det hele, få publikum bag jer, så vender det.”
“Jo længere kampen varede, jo mere pres kom der, og man kunne se Wales vokse. Da Jimbo holdt Aumua tilbage, kunne man se New Zealand tænke: ‘Shit, vent lige, vi kan tabe den her. Hvad betyder det for os?’
“Det er der, presset vender. I den gryde. Det er det, professionel sport kan skabe. Ingen andre steder kan det.”